Eftertragtede Helenius
Foto: Allan Storkborg (Arkiv)
AaB's angrebspiller Nicklas Helenius er en eftertragtet herre i udlandet.
Det er ikke unormalt, at der kommer mange henvendelser til spillere, når transfervinduet er åbnet, men ifølge Nicklas Helenius' agent Mads Bach Lund kommer der i særdelelshed henvendelser på den nordjyske angriber og delte topscorer.
- Vi får mange henvendelser, fordi han er så god og har den alder han har, siger Mads Bach Lund.
Men der er mange ting, der skal passe sammen, hvis en handel skal i hus.
- Det er altid smigrende at blive sat i forbindelse med store klubber, men det vægter virkelig højt for os, at Nicklas vil ud at spille og ikke bare være nummer 23 på holdet, siger agent Mads Bach Lund.
Selvom økonomien ofte spiller en stor rolle i fodboldverdenen, så er det ikke altafgørende.
- Økonomien skal selvfølgelig afspejle, at klubben har en vision med ham, men der er mange andre faktorer der skal passes ind også, siger han.
Der har været rygter om, at den tyrkiske klub Fenerbache, har vist interesse for den nordjyske landsholdsspiller, men chancerne for at det bliver en realitet er små.
- Tyrkiet er ikke vores primære fokus, så meget kan jeg sige, selvom vi selvfølgelig er smigret over henvendelsen, siger Mads Bach Lund.