Ejerboliger skyder op i lejeboligområde i Aalborg Øst

Himmerland Boligforening har underskrevet en aftale med bygge- og anlægsvirksomheden MT Højgaard. De skal i fællesskab udvikle omkring 80 ejerboliger i et lejeboligområde i Aalborg Øst.

Tidligere på måneden deltog Himmerland Boligforening i ejendomskonferencen MIPIM i Cannes, og i forlængelse af det, har de underskrevet en aftale med bygge- og anlægsvirksomheden MT Højgaard. Sammen skal de udvikle cirka 80 ejerbolig i en afdeling med lejeboliger i Aalborg Øst.

- Som almen boligorganisation kan vi ikke give os i kast med at finansiere opførelse af ejerboliger, men det har længe været vores overbevisning, at det ville lykkes at finde en partner, der ligesom vi kunne se mulighederne - og det er altså det, der nu er faldet på plads, sige Ole Nielsen, direktør i Himmerland Boligforening.

Det store boligområde i Aalborg Øst bliver i projektsammenhæng kaldet "Kildeparken 2020". De 80 ejerboliger bliver punkthuse, som er en form for mindre højhuse. Ejerboligerne bliver placeret med kun halvanden kilometer til universitet, letbanen og det kommende supersygehus. Hos MT Højgaard synes man, at det er en meget interessant udvikling der sker i området.

I løbet af de næste 10 år siger fremskrivningerne, at der vil være 25.000 flere indbyggere i Aalborg Kommune. Derudover regner man med 5.000 nye boliger og mere end 3.000 nye arbejdspladser. Borgmester Thomas Kastrup-Larsen regner med, at meget af kommunens udvikling kommer til at foregå i Aalborg Øst.

- Med investeringer i infrastruktur - herunder en letbane - investering i Aalborg Havn, et nyt regionalt supersygehus og ikke mindst et stort antal byudviklingsprojekter vil der de kommende år blive investeret et tocifret milliardbeløb i Aalborgs østlige bydel. Der er store potentialer og store udviklingsmuligheder - og heldigvis en meget stor vilje og lyst til at gribe de chancer, der ligger i denne bydel. "Kildeparken 2020" er et rigtig spændende byudviklingsprojekt, som for alvor er med til at sætte skub i udviklingen, siger Thomas Kastrup-Larsen, borgmester i Aalborg Kommune.


Seneste nyt

fra Nordjylland