Ejere skal betale grundskyld selvom deres sommerhus er drattet ned
Foto: Ib William Christensen
Sommerhusejere ved Nørlev Strand skal stadig betale grundskyld, selvom deres huse er styrtet i havet.
Selvom både hus og grund er skyllet i havet, så skal du du stadig betale skat af din grund.
Det er virkeligheden for stormramte sommerhusejere ved Nørlev Strand i Hjørring Kommune.
Det fortæller DR Nordjylland.
- Vi er fuldstændig retsløse i den her sag, lyder det fra talsmanden for Grundejerforeningen Nørlev Strand, Christian Hartmann, hvis hus selv er på vej i havet.
Hvert år betaler han mellem 10 og 11.000 kroner i grundskyld for sin sommerhusgrund. Og fordi der skal en ny ejendomsvurdering til, før man kan blive fritaget eller få reduceret sin grundskyld, så bliver beløbet tidligst anderledes i 2017.
Sommerhusejerne vil have hurtigere sagsbehandling.
- Der er ingen, der har taget højde for den situation vi er ved at havne i, og som endnu flere husejere vil komme til at havne i med de klimaforandringer, vi oplever, siger Christian Hartmann.
- Så jeg kalder egentligt på, at vores landspolitikere tager det her seriøst og får lavet en plan for de mange folk der bor langs kysterne i Danmark, siger han.
Det nordjyske medlem af Folketingets Skatteudvalg, socialdemokraten Ane Halsboe-Jørgensen, tager situationen meget alvorligt, men kan ikke garantere, at der kommer en løsning på problemet med det samme.
- Vi har ikke umiddelbart nogle gode løsninger på, hvad man stiller op. Og derfor er det desværre heller ikke noget, vi sådan fra den ene dag til den anden finder løsninger på, siger politikeren.
Hun mener, det er nødvendigt at kigge mere grundlæggende på problematikken.
- Men det er klart, at jo før de her familie kan få en eller anden form for afhjælpning på deres alvorlige situation, jo bedre er det, siger hun til DR Nordjylland.
Hjørring Kommune har med en grundskyldspromille på 34,00 en af de højere grundskyldspromiller i Danmark.
Under stormen Egon røg to sommerhuse i havet, og nu er yderligere fem på vej.
Ifølge Økonomi- og Indenrigsministeriet har kommunen ikke hjemmel i loven til at fritage lodsejerne fra at betale ejendomsskat (grundskyldspromille).