Ejerlejligheder blev 10 procent billigere

Boligpriserne faldt generelt i 2011. Ejerlejligheder blev hårdest ramt, viser tal fra Boligsiden.

Boligejerne blev ikke forgyldt i 2011. Priserne på både villaer, rækkehuse, ejerlejligheder og fritidshuse er lavere nu end for et år siden.

Værst gik det ud over salgsprisen på ejerlejligheder, som i gennemsnit faldt med 9,7 procent i 2011. Det betyder, at den gennemsnitlige kvadratmeterpris for ejerlejligheder faldt fra omkring 20.200 kroner i december 2010 til godt 18.200 kroner i december 2011. Det viser nye tal fra Boligsidens Markedsindeks.

Prisen på villaer og rækkehuse faldt i 2011 i gennemsnit med seks procent, mens fritidshuse mistede knap otte procent af prisen. Birgit Daetz, kommunikationsdirektør hos boligsiden.dk, vurderer, at der er tegn på, at boligmarkedet er ved at stabilisere sig.

- De allersidste måneder af 2011 er der kommet lidt mere gang i bolighandlerne. Vi ved ikke, hvad vi skal tro om 2012 endnu, men der er nogle signaler, der tyder på, at det måske kan begynde at gå den rigtige vej, siger hun.

Men selv om der er små tegn på, at det begynder at lysne for boligmarkedet, så er det meget svært at forudsige, hvordan 2012 vil forløbe, siger Birgit Daetz.

- Der er meget psykologi i det her. Hvis der er tilstrækkelig mange, der tror på, at de kan sælge deres hus, så kan cirklen begynde at vende, og så kan aktiviteten begynde at stige, siger Birgit Daetz.

Boligsidens Markedsindeks viser, at der er store forskelle på prisfaldene rundt om i landet.

Salgspriserne på ejerlejligheder er faldet mest i Region Sjælland. Her er priserne faldet med 18 procent, mens de er faldet mindst i Region Midtjylland, hvor priserne i dag er knap fem procent lavere end for et år siden.

- Prisudviklingen er begyndt at stabilisere sig, og flere steder i landet for eksempel i Syd-, Midt- og Nordjylland er priserne endda begyndt at stige.

- Faktisk er ejerlejlighederne i Nordjylland steget med mere end tre procent den seneste måned, siger Birgit Daetz.

/ritzau/


Seneste nyt

fra Nordjylland