Foto: TV2/Nord

Ekspert: Omstridt psykiater tog overbetaling

Sundhedsjurist mener, at psykiater fra Hobro har sendt regionen en alt for stor regning for sine ydelser.

DR Nyheder har de seneste uger afsløret, hvordan psykiater Arne Mejlhede med praksis i Hobro i årevis har overmedicineret og fejlbehandlet sine patienter.

Nu vurderer en ekspert i sundhedsjura, at psykiateren oveni købet har taget overbetaling for sine behandlinger i klar strid med reglerne.

- Sådan som jeg ser det, er det et misbrug af ydelserne i et betydeligt omfang, siger sundhedsjurist Kent Kristensen til DR Nyheder.

De fleste af Arne Mejlhedes patienter har gået i gruppeterapi, som psykiateren har praktiseret seks til syv gange om ugen. Men hver gang har Arne Mejlhede sendt en regning til regionen som om patienterne har været til individuel konsultaion. En metode, der har har betydet tusindvis af ekstra kroner hver eneste uge.

- Han takserer for enkeltydelser, hvor han skulle have taget taksten for gruppeterapi. Det er er i strid med den overenskomst, der er indgået med regionerne, siger sundhedsjurist Kent Kristensen.

Arne Mejlhede er den trejde mest travle private psykiater i Danmark - med op mod 1000 patienter om året og en omstæning på over 3 millioner kroner.

Region Nordjylland har siden 2010 været klar over, at Arne Mejlhede opkrævede penge på denne måde. Og faktisk blev det på et møde besluttet at finde en løsning på problemet. Det skete bare aldrig.

Psykiater Arne Mejlhede ønsker ikke at kommentere sagen.

/ritzau/