Ekstra-kontrol af SAS? Dash-fly

Søndagens dramatiske nødlanding i Aalborg årsag til, at den specielle flytype gås efter i sømmene.

SAS kontrollerer nu ekstraordinært samtlige fly af typen Dash 8-Q400 som reaktion på søndagens ulykke i Aalborg.

Det skandinaviske luftfartsselskab ser fortsat ulykken, hvor 73 passagerer måtte evakueres i hast fra et brændende fly, som en isoleret hændelse, men man har alligevel valgt at gå landingsstellet efter på alle flyene.

- Vi gør det af egen fri vilje, fordi vi sætter sikkerheden højest. Vi mener fortsat, der er tale om en isoleret hændelse, men nu tjekker vi alle flyene, siger SAS' vicekoncernchef, John Dueholm.

Samtidig kommer det nu frem, at problemerne med Dash-flyene ikke er ukendte. Allerede for to år siden sendte den canadiske flyproducent Bombardier flere advarsler til flyselskaber om flytypen. En advarsel fra maj 2005 gik netop på landingsstellet - mens en anden informerede om metaltræthed i landingsstellet.

Ifølge Berlingske Tidende bad Bombardier selskaberne om at "iværksætte gentagne, detaljerede inspektioner af revner", da revner kan resultere i "landingsstellets kollaps".

Hos SAS vurderer man, at det tager fire dage at tjekke de 33 fly i flåden af den nævnte type. Det ventes ikke at påvirke den planlagte flytrafik.

Men tilliden til SAS-flyene af typen Dash 8-Q400 led mandag endnu et knæk, da to fly måtte vende om kort efter start fra Københavns Lufthavn i Kastrup. Ifølge SAS var de nye problemer uden sammenhæng med søndagens kollaps på højre landingshjul.

Nu er Havarikommissionen så i gang med at undersøge ulykken, og der kan gå lang tid, før der kan drages en endelig konklusion. En foreløbig undersøgelse forventes afsluttet i løbet af en til to måneder - men der kan gå op til et år, inden den endelige undersøgelse er færdig.

Da SAS i november 1997 skrev under på køb af de første 15 Dash 8-Q400 fly til en pris på knap 2 milliarder kroner i alt, havde det skandinaviske luftfartsselskab næppe forestillet sig, at det skulle give anledning til den storm, der lige nu rammer hovedkontoret i Stockholm.

SAS er et af de flyselskaber, som har flest Dash-400 i flåden, men det er langt fra det eneste sted i verden, der rapporteres om problemer. I Japan blev der ifølge japanske medier i 2006 foretaget en undersøgelse af 52 hændelser, hvor det viste sig, at der var tale om design eller produktionsfejl i 49 af tilfældene med Dash-400-fly. 19 hændelser skyldtes fejl i landingsstellet.

Meldingerne fra udlandet må transportminister Flemming Hansen (K) nu se nærmere på. Socialdemokraten Bjarne Laustsen beder nemlig ministeren om at få opklaret, om der findes internationale erfaringer med flytypen.
/ritzau/


Seneste nyt

fra Nordjylland