Ekstrabonus på vej til Lynge

Hvis AaB som forventet kvalificerer sig til Champions League på onsdag, er der en helt speciel bonus til AaB's sportschef Lynge Jakobsen - og hans navnebrødre.

AaB A/S er medarrangør af det stort opsatte Disney-skøjteshow "High School Musical The Ice Tour", og sammen med Aalborg Kongres- og Kulturcenter giver de to billetter til Lynge Jakobsen - og til alle, der deler fornavn med sportsdirektøren.

Ifølge Danmarks Statistik er der 196, der har fornavnet Lynge. Og alle disse "Lynger" får altså to billetter til musicalen, hvis fodbold-Lynges drenge kvalificerer sig til Champions League på onsdag.

Derudover vil alle Lyngerne få lejlighed til at hilse på navnefællen, sportsdirektør Lynge Jakobsen, som vil fortælle om AaB og Champions League.

Alle med fornavnet Lynge kan henvende sig til Aalborg Kongres- og Kulturcenters billetkontor for to stk. gratis billetter inden 12. september.

Men først efter, at AaB har kvalificeret sig til gruppespillet i Champions League.

High School Musical The Ice Tour rammer Gigantium i Aalborg 16. - 19. oktober.


Seneste nyt

fra Nordjylland