Ekstreme vejrforhold ødelagde stævne
Weekendens afdeling af Nestea Beachvolley Tour på Løkken Strand måtte i dag afbrydes på grund af ekstreme vejrforhold.
Vestenvind på 15 sekundmeter satte stranden under vand og umuliggjorde fortsat afvikling af stævnet.
Allerede inden weekenden så Dansk Volleyball Forbund og lokalarrangørerne sig nødsaget til at aflyse bredde- og ungdomsrækkerne, fordi det var umuligt at rejse de planlagte 40 baner på den våde strand. I løbet af lørdag blev forholdene imidlertid værre, og søndag morgen stod det klart, at spillet på ingen måde kunne fortsætte, idet en del af banerne simpelthen blev overskyllet af de store bølger.
Der kåres derfor ingen vinder af eliterækkerne, og point og ranglisteplaceringer vil blive tildelt i henhold til resultaterne fra lørdagens kampe og propositionerne for Nestea Tour.