EL: Aalborgs ungestrategi er slået fejl
Foto: Ivan Hansen (arkiv)
En ny opgørelse af ungdomsarbejdsløshed fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd placerer Aalborg Kommune helt i bunden.
Aalborg Kommune får bundkarakter, når det handler om ungdomsledighed.
Aalborg bliver kun overgået af Albertslund, Brøndby og Ishøj.
AE-Rådet opgør i undersøgelsen ungdomsarbejdsløsheden blandt unge uden for uddannelsessystemet, og dette antal er vokset i Aalborg Kommune fra 2270 (16,7%) i november sidste år til 2454 (17,8%) i september 2013.
Spidskandidat for Enhedslisten til Aalborg byråd Per Clausen siger:
- AE-Rådets rapport er nedslående læsning. Den viser, at Aalborg Kommune meget opreklamerede ungestrategi er slåët fejl. Der er både sket en stigning i antallet af unge uden for uddannelsessystemet og i arbejdsløsheden hos denne gruppe. Udviklingen går derfor i den stik modsatte retning af ambitionerne i kommunens ungestrategi.
I stedet mener han, at kommunen skal være bedre til at give de unge mere hjælp, så man sikrer sig, at de får fodfæste på arbejdsmarkedet.
- Enhedslisten vil arbejde for, at der hvert år bliver oprettet 200 nye ufaglærte stillinger i kommunen målrettet arbejdsløse, så de kan vinde fodfæste på arbejdsmarkedet. Samtidig skal vi åbne for uddannelse af arbejdsløse - både længere uddannelsesforløb og korte opkvalificeringskurser med udgangspunkt i de arbejdsløses ønsker og behov.