Elcykelboom under corona kommer udsatte grupper til gode
Foto: Oscar Scott Carl / Ritzau Scanpix
I forbindelse med coronaens indtræden i det danske samfund har en stigning i interessen for elcykler ligeledes fundet sin vej. Og det er ikke kun privatpersoner, der efterspørger, også virksomheder og botilbud for udsatte ser stor værdi i det eldrevne transportmiddel.
Som den gamle Poul Kjøller sang slog fast, er der rigtig mange grunde til at være glad for sin cykel.
Et yderst funktionelt transportmiddel, der med sin lettilgængelighed på mange måder er frihedsskabende for brugeren. Og netop denne frihed er én af grundende til, at salget af elcykler er steget.
Både hos privatpersoner og virksomheder er der sket en markant stigning i interessen for elcykler under coronapandemiens indtræden i samfundet, og elcykel-branchen må helt op og stå i pedalerne for at kunne følge med.
Frihed til at komme ud
Nogle af dem, der netop nu venter på at få leveret elcykler, er beboerne på Senhjerneskadecentret i Frederikshavn. De har gennem Trygfonden fået bevilliget to elladcykler, så de ansatte har mulighed for at tage beboerne med ud.
Leder for SenhjerneskadeCenter Nord i Frederikshavn, Ghita Bregnhoved, ser cyklerne som en stor gave til beboerne.
- Det betyder, at de kan komme rundt i nærmiljøet. Cyklerne skaber nogle andre oplevelser, end beboerne normalt villet have fået. Det kan nogle gange være svært at planlægge ting med vores beboere, og fordi mange sidder i kørestol, tager tingene automatisk længere tid. Derfor bliver cyklerne en stor frihed, da det er nemmere at komme afsted, og giver mulighed for spontant at tage på tur med beboerne.
Og selvom beboerne på senhjerneskadecentret i Frederikshavn i forvejen er privilegerede med deres muligheder for at få frisk luft, mener Ghita Bregnhoved alligevel, at cyklerne skaber nogle andre muligheder.
- Vores beboere har en atriumgård, de kan benytte, hvis de trænger til frisk luft, men det der med at få vind i ansigtet, som når man cykler, det får man ikke i en atriumgård. Det kan være med til at skabe en livskvalitet, som ellers ikke havde været der.
Først levering næste år
Den stigende interesse har kunne mærkes hos cykelproducenterne. Og trods coronaens positive indvirkning på salget af elcykler, har det også skabt en række uforudsete udfordringer.
Tidligere har cykelproducenterne været vant til at modtage dele til cyklerne fra hele verden, men grundet coronapandemien, har det været svært at skaffe delene hjem fra de store virksomheder. Og det har tvunget cykelproducenterne til at tænke i andre baner, for at kunne imødekomme den store efterspørgsel.
Hos Nihola, en af Danmarks største producenter af elladcykler, har man særligt kunne mærke disse udfordringer.
- Man har ikke kunnet få stumper fra hele verden, som vi har været vant til at kunnet købe gennem 20 år. De store virksomheder, vi har bestilt ved, svarer simpelthen ikke på mails mere, det er helt ligesom under Anden Verdenskrig, fortæller Niels Holme Larsen, direktør for Nihola, til TV2 Nord.
På grund af de mange udfordringer coronapandemien har medført, har Nihola blandt andre været nødsaget til selv at tænke kreativt, for at løse problemerne, og skaffe de manglende dele.
- Vi bruger enormt meget tid på at ringe og trylle og skaffe stumper andre steder fra. Der er to ting i det. Ét er, at alle cykelfabrikker og forhandlere er bange for, at verden lukker ned for anden gang, og så er hele det her cykelmarked bare eksploderet under coronaen, så det er alle, der har de samme problemer. Mange af vores kollegaer kan først levere cykler til næste år. Vi har lige nu 300, der venter på cykler, fortæller Niels Holme Larsen om det elcykelboom, de har oplevet i branchen.
Nihola, der står for at producere elcyklerne til senhjerneskadecentret i Frederikshavn, forsikrer dog om, at selvom der er travlt i butikken, skal SenhjerneskadeCenter Nord ikke vente meget længere på deres cykler.