Elev om håndskrift i folkeskolen: Brug hellere tiden på computeren

I dag bliver stort set alle opgaver i folkeskolen, i gymnasiet og universitetet skrevet på computer. Alligevel underviser man i folkeskolen stadig i håndskrift, fordi man som 9. klasseelev ifølge Undervisningsministeriet skal kunne "beherske en personlig, sammenhængende og læse håndskrift".

I 9.S på Biersted Skole er eleverne snart færdige med et hel årtis skolegang, som blandt andet har stået på oplæring i sammenbundet håndskrift.

Rasmus Vammen er en af dem, der ikke kommer til at savne tiderne med blyanten og papiret.

- Jeg synes, det hele er lettere at læse igennem på computer. Når man finder en stavefejl, er det meget hurtigere lige at rette ordet i Word-dokumentet. Det er jo nærmest umuligt i hånden, siger Rasmus Vammen.

Når Rasmus går ud af folkeskolen er det - trods digital udvikling eller ej - stadig et krav fra Undervisningsministeriet , at han kan "beherske en personlig, læselig og sammenhængende håndskrift."

- Jeg synes, man i de mindre klasser, skal kunne skrive til husbehov. En indkøbsseddel eller huskeseddel. Men mere synes jeg heller ikke, man skal. Så vil jeg hellere lære at skrive hurtigere på computeren, siger Rasmus Vammen.

I den anden ende af klassen sidder Eva Gregersen. Hun tager stadig noter på papir, og hun mener, at undervisning i den personlige håndskrift er vigtig.

- Man forstår lidt mere af sine egne ord, når man skriver det i hånden. Man skal lære sin egen håndskrift at kende. Det er mere personligt, siger Eva Gregersen.

Dansklærer i 9.S på Biersted Skole, Betina Ellekrog Reiche, modtager ikke længere håndskrevne opgaver fra sine elever - selv ikke fra Eva.

- Det er bare ikke naturligt for dem længere, og det er jo bare den verden, vi lever i. De sender en mail med opgaven eller afleverer den i en mappe på intranettet. De printer den jo ikke engang ud længere, siger dansklæreren.

Alligevel holder Eva Gregersen fast i sin håndskrift - også selvom hendes tid i folkeskolen om kort tid er ovre.

- Det er meget bedre end computeren, slutter hun.


Seneste nyt

fra Nordjylland