Emil Kondrup gør status: Har flere nordjyske unge stemt?

Influencer Emil Kondrup har i 27 dage været på en mission for TV2 Nord. Han skulle få flere unge i Nordjylland til at stemme. Men er det lykkedes?

"Kæft jeg har været god".

Sådan lyder det fra influencer Emil Kondrup, der siden den femte oktober har været på en mission for TV2 Nord. 

Stemmeprocenten skulle hæves - og helst blandt de unge. 

- Stemmeprocenten hos unge nordjyder er lav, og særligt anden gang går det altså lidt trægt med at få sat et kryds, sagde Torben Nørgaard, der er journalist ved TV2 Nord, og som fik idéen til at lave en indsats for at få flere nordjyske andengangsvælgere til at stemme.

- Og det er jo gået meget godt, siger Emil Kondrup og hentyder til, at valgprocenten var 83,2 procent i Nordjylland i 2019, hvorimod den i år endte på 83,9 procent.

Og der er altså fremgang over hele linjen i Nordjylland - på nær i valgkredsen Aalborg Øst. 

Fik hjælp fra uventet kant

I alt blev det til fem afsnit af "Emil pumper procenterne", hvor han siden valgkampens begyndelse har været rundt omkring i Nordjylland i de kommuner, hvor det stod værst til. Og han mener da også selv, at resultatet på 0,9 procentpoint kan tilskrives hans mission. 

- Mariagerfjordkredsen er steget 320 stemmer, og det er hvert fald min skyld, siger Emil Kondrup. 

Det var blandt andet i Mariagerfjord, Vesthimmerland og Hjørring Kommune, stemmeprocenten blandt de unge var lavest. 

Stemmeprocenten i Nordjylland er steget til 83,9 procent mod 83,2 procent i 2019.
Stemmeprocenten i Nordjylland er steget til 83,9 procent mod 83,2 procent i 2019.
Foto: Weltklasse

Men at procenterne blandt andet er pumpet op i Hjørring, er ikke kun Emil Kondrups skyld. For han har fået lidt hjælp. 

Hver femte gymnasieelev på Hjørring Gymnasium har nemlig stemt på Alex Vanopslagh's parti Liberal Alliance.

- Det er klart han har reddet lidt på min bølge, og det er fair nok, men det er stadig i bund og grund mig, siger Emil Kondrup.

Men hvordan stemmeprocenterne egentlig fordeler sig helt konkret blandt de unge, skal vi vente lidt længere med at finde ud af, da det ikke er opgjort endnu. 

Men en ting er sikkert; Emil Kondrup vender stærkt tilbage til kommunalvalget om tre år.


Seneste nyt

fra Nordjylland