"En god historie" kommer til Aalborg
Foto: TV2 Nord
Brovst og Pyndt i Medborgerhuset som optakt til Ordkraft.
I tre år har de rejst hele Nordjylland og resten af Jylland med tyndt i deres jagt på den gode historie. De har fortalt om Skjoldborg og Aakjær, Lyngby Jepsen og Aalbæk, Johannes V. og Paludan, Wied og Bang - og en perlerække af de øvrige kendte og elskede forfattere og kulturpersonligheder fra den nære fortid. Alt sammen i den populære serie "En god historie" på TV2/Nord.
På fredag kommer makkerparret bag serien, forfatteren og højskolemanden Bjarne Nielsen Brovst og journalisten Jørgen Pyndt, til Aalborg for at fortælle om deres samarbejde og om nogle af de mange spændende personer, de har skildret i serien.
Det sker i Medborgerhuset i Aalborg - og det er på fredag kl. 16. Arrangementet er et led i optakten til den store ord-og litteraturfestival Ordkraft på Nordkraft 18.-20.april. En festival, de begge er aktivt engagerede i.
Inden det afsluttende optaktsmøde i Aalborg har Brovst og Pyndt været i Nykøbing Mors, Frederikshavn, Brovst og Støvring - alle steder med et fint besøg, og derfor opfordrer biblioteket i Aalborg til, at man kommer i god tid til arrangementet i Medborgerhuset på fredag. Sidste år måtte mange gå forgæves til mødet med de to TV-folk.
På fredag vil publikum bl.a. kunne høre om så forskellige digtere, forfattere og kulturpersonligheder som Steen Steensen Blicher, Ole Lund Kirkegaard, Per Højholt og Marie Krøyer - for blot at nævne nogle få. Fortællingen illustreres i øvrigt med klip fra TV.
- Vi holder af at fortælle den gode historie om disse menneskers liv og deres kunstnerisk virke. Det er med til at holde historien levende, og vi har da haft den glæde, at mange seere fortæller os, at de, efter at have set et af vores programmer, har fået lyst til at genlæse den pågældende forfatter, siger Brovst og Pyndt om deres samarbejde.