- En vigtig type arbejdsplads
Foto: Iben Hedemann
De nordjyske politikere glæder sig over de nye arbejdspladser, som er på vej til Nordjylland efter nedlæggelsen af Forsvarskommandoen.
Mellem 150-200 nye job er på vej til Aalborg, Frederikshavn og Hjørring. Det vækker stor begejstring, både fra nordjyske borgmestre og folketingspolitikere.
- Det er rigtig godt for os, og den type arbejdspladser er rigtig vigtige. Det er videnstunge arbejdspladser, og vi kan nok se frem til, at mange af medarbejderne flytter herop.
- Samtidig vil det for manges vedkommende blive gange to, fordi de også har deres ægtefælle med. Det betyder, at vi også skal have skaffet job til ægtefællerne, og det skal vi selvfølgelig gøre i samarbejde med erhvervslivet heroppe, siger Hjørrings borgmester, Arne Boelt (S).
- Vi løber lidt efter de statslige arbejdspladser, for det handler også om bosætning. Og lige her synes jeg, at det var oplagt med det Maritime overvågningscenter at placere det her i Frederikshavn med den stærke flåde vi har, siger Frederikshavns borgmester, Birgit Hansen (S)
Også på Christiansborg vækker de nye job glæde.
- Når man slanker i bunden, er det også rimeligt, at man slanker i toppen. Nordjylland har været et af de områder, som har været hårdest ramt af reformer i forsvaret, så det er glædeligt at Nordjylland nu er den region, som får flest nye arbejdspladser.
- Det var meningen, at det maritime overvågningscenter i Frederikshavn skulle lukke, men nu bliver det bevaret, siger Lene Espersen, der er forsvarsordfører for De Konservative.
- Det er et godt forlig for Nordjylland. Det er glædeligt, at der kommer flere nordjyske arbejdspladser, det er også det, jeg har kæmpet for, siger Bjarne Laustsen(S), medlem af forsvarsudvalget.