Endnu en hed efterårsdag i vente
Fik du nydt sommervejret? Hvis ikke, så frygt ej. Du får to chancer mere.
Kalenderen siger 13. september, men det har man bestemt ikke kunnet mærke på vejret.
Høj sol over det meste af landsdelen og temperaturer på op mod 28 grader har været ingredienserne på denne dag, og alt tyder på, at det gentager sig onsdag.
Højtrykket, der ligger øst for Danmark og som mandag, men ikke mindst tirsdag har pumpet varm luft op over landet, bliver på sin plad og giver temperaturer onsdag, der i det meste af Nordjylland vil komme op på 25-27 grader.
Undtagelsen er Læsø, der på grund af øens placering i Kattegat kun kan se frem til 21 grader. Men kan man tillade sig at være utilfreds med det midt i september?
Der kommer ikke meget vind, men en brise med 4-5 meter i skundet vil svale os fra øst.
Igen torsdag kommer temperaturerne derop, hvor de kun sjældent er - også når det er sommer, men så er det også ved at være slut. Fredag bliver med moderate 22 grader og så er det uvist hvordan weekendvejret bliver. Prognoserne er nemlig dybt uenige.