Endnu et nej til de hjemløse

Igen har en ejerforening afvist at lade hjemløse leje lokaler til et værested.

De hjemløse i Aalborg har to gange inden for kort tid søgt om at leje lokaler i Aalborg midtby, hvor de kan være om eftermiddagen og aftenen, når kommunens øvrige væresteder holder lukket.

Men igen er de hjemløse blevet afvist af en ejerforening med den begrundelse, at de hjemløse laver ballade og ødelægger fællesområderne.

Det skriver P4 Nordjylland.

- Det er helt forfærdeligt, siger Harald Gjersøe, formand for Hjemløseforeningen, til P4 Nordjylland.

Han mener, at det er nogle få ballademagere, der i øvrigt ikke er med i foreningen, der er med til at give Aalborgs omkring 330 hjemløse et dårligt ry.

- Hvis det fortsætter, så får vi jo aldrig et sted, hvor vi kan være i fred, og hvor brugerne selv kan være med til at bestemme, siger Harald Gjersøe.

Foreningen vil nu tage fat i de personer, der tilsyneladende er med til at give de hjemløse et dårligt ry.


Seneste nyt

fra Nordjylland