Engle skal sælges i hele landet
Keramiker fra Klokkerholm ved Hjallerup har fået sat sine porcelænsengle i masseproduktion hos Rikki Tikki.
Inden længe kan Jette Abildgård fra Klokkerholm prale lidt eksktra overfor familie og venner. Hun har nemlig fået sat en serie porcelænsengle i produktion hos firmaet Rikki Tikki. Det er meningen, at englene kommer til salg i butikkerne, når julehandlen inden længe for alvor sætter ind. - Det er faktisk fantastisk stort, konstaterer hun.
De håndlavede engle er blot en af mange ting, som keramikeren fra Klokkerholm producerer i sit værksted, og porcelænsenglene har været en fast del af sortimentet siden begyndelsen af 80'erne. Men det er første gang, at et af Jette Abildgårds produkter bliver sat i masseproduktion.
- Det er en underlig fornemmelse, at det, jeg igennem årene har skabt med mine egne hænder, nu også bliver produceret af andre og dermed kommer mange flere steder hen, siger hun.
Det er firmaet Rikki Tikki, der i snart to år har samarbejdet med Jette Abildgård om at få sat englene i produktion. Hun blev opfordret af en god ven til at kontakte firmaet og gøre opmærksom på sine engle, og snart var samarbejdet en realitet. Derfor er Jette Abildgårds engle snart at finde i flere af landets førende butikskæder.
- Jeg er meget stolt af, at det kommer i Illums Bolighus og mange andre fine steder, siger Jette Abildgård.
Men selvom produktionen af de i alt fem forskellige slags engle kommer til at foregå i Kina, bliver der til Jette Abildgårds store glæde holdt fast i dyderne.
- Det hele bliver lavet i hånden. Så processen er stort den samme som jeg bruger, siger hun.
De første porcelænsengle er at finde i butikkerne sidst i oktober. Det er desuden planen, at de skal sælges i Norge.