Er du uopmærksom i trafikken? Stor politikontrol i uge 41
Få sekunders uopmærksomhed i trafikken kan dræbe. Derfor sætter politiet nu ind med stor kontrol i uge 41.
Hvad laver du bag rattet, når du kører bil?
Det vil en større politikontrol i uge 41 sætte fokus på.
- Mange trafikanter falder for fristelsen til at lave andre ting, når de bevæger sig rundt i trafikken, og et øjebliks uopmærksomhed kan være nok til at uheldet er ude. For at forebygge disse ulykker sætter politiet ind med kontrol i den kommende uge, siger Christian Berthelsen fra Rigspolitiets Koncernkommunikation.
En af de hyppigste årsager til uopmærksomhed i trafikken er brug af mobiltelefon, betjening af GPS og bilradioen. Men det fjerner bilisternes opmærksomhed fra vejen, og det kan nedsætte reaktionstiden, hvis der skulle opstå en trafikfarlig situation.
- Selv få sekunders uopmærksomhed kan betyde, at man overser en anden trafikant eller kommer til at trække over i modsatte vognbane og rammer en modkørende. Uopmærksomhed er risikabelt for alle trafikanter, og derfor er det vigtigt at alle, som bevæger sig rundt i trafikken, også holder fokus på trafikken og ikke foretager sig noget, der kan aflede opmærksomheden, siger Christian Berthelsen.
For hvis du ikke helt er opmærksom på cyklen, kan du nemt komme til at slingre, glemme at give tegn, overse andre trafikanter, køre over for rødt og lignende, hvilket potentielt kan være årsag til uheld.
Gode råd til at undgå uopmærksomhed
• Forbered din tur og tag afsted i god tid.
• Undlad at have adgang til din mobiltelefon eller tilslut den bilens anlæg eller brug headset.
• Lad telefonen blive i lommen og ring evt. af inden du kører, hvis du er på cykel.
• Hold ind til siden på et egnet sted, hvis du skal foretage dig noget, som fjerner din opmærksomhed.
• Få evt. din passager i bilen til at indstille GPS og finde god musik til turen eller række dig dine solbriller.
• Brug aldrig store hovedtelefoner, som dækker ørerne. Dette gælder både når du er i bil, gående eller på cykel.
• Hvis du ikke kan undvære musik i ørerne, når du cykler, så brug kun én ørebøf og skru ned for lyden. Således har du stadig et øre frit.
• Hvis du skal bruge din telefon til rutevejledning, når du er på cykel, så montér den, således den sidder fast på cyklen, så du kan overskue skærmen og trafikken.
• Følg med i trafikken. Kig på trafikken også selvom du bliver talt til af en medpassager i bilen.
Og det giver god mening at sætte fokus på bilisternes opmærksomhed på vejen - eller mangel på samme.
For når det kommer til dødsfald i trafikken, spiller uopmærksomhed en rolle i 60 procent af tilfældene, viser tal fra Vejdirektoratet. De sidste fem år har 505 mennesker mistet livet i en ulykke, hvor uopmærksomhed eller manglende eller utilstrækkelig orientering indgår.
Men det er altså ikke kun bilisterne, der er uopmærksomme i trafikken. Også cyklisterne kaster lidt for ofte øjet på telefonen eller har høj musik i ørerne, der gør, at det kan være svært at orientere sig.