Er nordjyderne kommet i julestemning? Og har de mon styr på gaverne?
Foto: Mette Nielsen / TV2 Nord
Vi har været ude at tage temperaturen på nordjydernes julestemning
22. december klokken 19.45 sender vi programmet "Julen Banker På", hvor vi tager nordjydernes juletemperatur.
Juleklokkerne slår, og tiden går, men har julestemningen fundet vej ind i stuerne hos nordjyderne, og hvordan går det egentlig med gaverne og julesangstemmen? TV2 Nord har været på gaden for at måle temperaturen på julestemningen.
Der er kun to dage til juleaften, og til at alle kan sætte sig trygt ved julebordet for at nyde anden eller flæskestegen og pakke de første gaver op, men coronavirussen buldrer derud af som den potentielle Grinch, der kan ødelægge julestemningen.
På trods af det, befinder julehumøret sig helt oppe på træets grønne top.
Hvad siger nordjyderne
- Trods corona, så er det alletiders. Det er børnenes fest, og jeg har fire børn, så der er liv og glade dage hjemme ved mig. Det kan man kun blive i godt humør af, siger Sofie Rosengren fra Aabybro.
- Der er ikke noget at sætte en finger på her. Julestemningen er knaldgod, siger Henrik Bruun, der er fra Thise.
Mens juleaften lader vente på sig, så er der én ting, der har sneget sin ind på os alle, nærmest inden vi overhovedet opdagede, at det var december – nemlig julesange.
Nogen gør en dyd ud af whamagedon, hvor man skal så langt ind i december som overhovedet muligt, inden man hører Wham’s monsterhit Last Christmas for første gang. Andre skruer allerede op for juletonerne i slutningen af november, men ingen kan rigtig blive enige om, hvilken julesang der er bedst.
- Det er "Glade Jul" du, det er sådan et dejligt nummer, siger Jan Adamsen fra Vejgaard.
- Der er jo så mange, men det er "Last Christmas", siger Jonathan Brath fra Bindslev.
Gaver, gaver, gaver
Hvis ikke vi kan blive enige om den bedste julesang, så er der én ting, stort set alle kan blive enige om – julegaveindkøbet giver altid lidt stress og jag.
Skribenten her kunne potentielt være en af dem, der ikke har helt styr på det hele endnu, mens andre for lang tid siden har gaverne pakket og klar til julemanden og hans rensdyr.
Nogle helt tredje får andre til at klare det for sig – eller i hvert fald de fleste.
- Min kone har fuldstændig styr på det, og så har jeg en gave, jeg skal ud og have købt her i eftermiddag, siger Lorents Bentzen fra Aabybro.
- Vi er sådan set færdige. Kæresten har været hjemme, og hun har været ude at købe lidt, mens jeg har været på arbejde, siger Jonathan Brath fra Bindslev.
Hvis julestemningen ikke er helt på plads endnu, eller du vil nå at have et godt tip til konfekten eller blot nyde et godt julenummer, så se med onsdag den 22. december klokken 19.45 på TV2 Nords Facebook side, tv2nord.dk eller TV2 Nord Salto, hvor vi sender programmet "Julen Banker På".