Esbjerg snupper træner fra Hobro IK
Jonas Dal fra Hobro IK skal i den næste sæson være træner hos EfB.
Esbjerg præsenterer deres nye cheftræner fredag eftermiddag. Navnet? Jonas Dal, cheftræneren fra Hobro IK, der bragte holdet i superligaen i 2014.
Efter denne sæson, skifter Jonas Dal til Esbjerg. Helt præcist sker det den 1. juli 2016.
- Vi er stolte over, at vi har været i stand til at udvikle trænere, som er kommet videre i karrieren til større klubber. At to trænere med en fortid i Hobro IK således er blevet hentet til klubber, der i dag befinder sig i Superligaen, må være et kvalitetsstempel for klubben og dens måde at arbejde på, siger sportschef Jens Hammer Sørensen i en kommentar til Jonas Dals fremtidsplaner.
EfB's administrerende direktør, Søren Poulsen, oplyser, at den 39-årige, nuværende cheftræner for Hobro IK fra begyndelsen har været den foretrukne kandidat, men at hensynet til hans nuværende ansættelsesforhold og EfB's forbedrede resultater i Superligaen har givet god tid til at forhandle detaljerne i det nye samarbejde på plads.
- Vi får fra næste sommer en træner, som i sit tidligere virke har vist, at han med stærke kollektive værdier og hårdt arbejde formår at skabe gode resultater. Jonas Dal har endvidere i sit mangeårige virke i FC Midtjyllands talentsektor et dybtgående kendskab til at udvikle unge spillere til et højt niveau, og han vil dermed kunne understøtte et helt afgørende element i EfB's strategi, siger Søren Poulsen.
Hobro IK ligger i øjeblikket på en sidsteplads i Alka Superligaen med seks point op til Viborg FF på den ellevteplads, der kan sikre endnu en sæson i Danmarks bedste fodboldrække.
-Vi må erkende, at det ikke har været tilfredsstillende med blot fem point efter de første 11 spillerunder af denne sæson. Vi mener dog, at vi har et hold med et stort uforløst potentiale, og det forventer vi, at Jonas Dal vil arbejde hårdt og loyalt på at få det maksimale ud af i de resterende 22 kampe i sæsonen, siger Jens Hammer Sørensen.