Et-årig og bedstefar hårdt kvæstede efter bro-ulykke
Tre personer heriblandt et barn blev kvæstet ved en ulykke på Vildsundbroen mandag eftermiddag. Broen blev lukket, mens redningsarbejdet stod på.
Midt- og Vestjyllands Politi er ikke kommet nærmere en årsag i ulykken hvor en personbil kørte ind i Vilsundbroens broklap.
En knap to-årig dreng og dennes bedstefar er begge i meget kristisk tilstand efter den ulykke mandag eftermiddag hvor den 62-årige af ukendte årsager kørte direkte ind i den hævede kroklap på Vilsundbroen. Udover drengen og hans bedstefar var den 55-årige bedstemor til drengen også med i bilen.
- De er allesammen hårdt kvæstede med indre blødninger og svære skader, men føreren (bedstefaren red.) og den lille dreng er i meget kristisk tilstand begge to, fortæller Kell Svenningsen, der er stationsleder ved Midt- og Vestjyllands lokalpoliti i Thisted.
En bilinpektør skal undersøge ulykkesstedet og bilen i håb om at komme tættere på at finde en årsag til den voldsomme ulykke. En årsag der tirsdag morgen langt fra er klar.
- Vi lykkedes med at få afhørt kvinden uden at det gav anledning til at finde en sikker årsag til ulykken.
Ulykken skete mandag omkring klokken 16 og skabte voldsomt trafikkaos omkring broen, der er en livsnerve i trafikken mellem Thy og Mors.