Et års fængsel for våben og stoffer
Foto: TV2/Nord
En 39-årig mand fra Aalborg skal i fængsel i et år for blandt andet at være i besiddelse af en lang række stoffer og våben. Opdateret kl. 17.02.
Den 39-årige Jesper Poul Ringberth fra Aalborg blev tirsdag idømt et års fængsel ved Retten i Aalborg.
Den 39-årige var tiltalt for en lang række forhold. I juni sidste år fandt politiet 311 gram hash og 733 valiumpiller på hans bopæl. I samme forbindelse blev han tiltalt for at have solgt 690 gram hash til ukendte købere i Aalborg.
I juli og i august sidste år tog politiet igen den 39-årige med store mængder valiumpiller og hash.
Manden var også tiltalt for at have slået en anden mand i ansigtet og for at have truet ham med et haglgevær den 28. august 2010. Da politiet i den forbindelse dukkede op på hans bopæl , fandt de et haglgevær og tilhørende ammunition gemt i poser i haven samt en totenschlæger. Den 39-årige blev dog frifundet for anklagen om vold og trusler, men blev i stedet dømt for ulovlig våbenbesiddelse.
Jesper Poul Ringberth var desuden anklaget for at være mødt op til afsoning i Statsfængslet Kragskovhede med to kasteknive i bagagen og for at være i besiddelse af 14,7 gram hash med henblik på videresalg i fængslet.