Et-års fødselar har haft 3,1 millioner gæster
Shoppingcenteret Friis i Aalborgs midtby kunne i dag fejre et-års fødselsdag.
Shoppingcenteret Friis i Aalborg midtby fejrede i dag et-års fødselsdag. Mens centeret jubler over mange kunder dør butikkerne i den anden ende af gågaden.
3,1 million kunder har besøgt Friis i centerets første leveår. Selvom omsætningen har ligget ti procent under det budgetterede, så er centermanageren godt tilfreds. Mens Friis har succes i sit første leveår, så er en række butikker i den anden ende af gågaden lukket.
Konkurrencen fra Friis får en del af skylden, men centermanager Mille Toft Schou mener ikke at det udelukkende er Friis, der har taget livet af de andre butikker.
- Vi er kede af det på deres vegne. Men jeg tror ikke Friis er den eneste grund til at andre butikker er lukket. Der har også været en finanskrise, der har spillet ind. Jeg tror det er naturligt at byen tyngdepunkt ligeså stille vil bevæge sig ned i det her område. Det vil ske over en årrække, og det er nok bare sådan det er, siger Mille Toft Schou til TV2/Nord.
Friis har indtil nu haft gratis parkering i tre timer. Fra 11. april bliver det lavet om til kun én times gratis parkering resten af 2011, og så kræver det at man er medlem af butikcenterets kundeklub.
- Jeg tror at vi kommer til at miste lidt kunder i starten - især de her gratister, der bare har parkeret her for så at handle andre steder. Men vi forventer ikke at det påvirker vores omsætning, siger Mille Toft Schou.