Foto: Thomas Gaardsmand (arkiv)

Et skridt nærmere ny fiskeriaftale

EU's fiskeriministre kom i nat et skridt nærmere ny reform.

En aftaletekst til en samlet fiskerireform, der skal stoppe udsmid af fisk og sikre bæredygtige fiskekvoter, faldt i nat på plads. Det er nu overladt til Europa-Parlamentet, om de også vil sige god for en aftale.

- Det har holdt hårdt, og Ministerrådet har virkelig strakt sig langt for at imødekomme Parlamentets ønsker. Jeg synes, den aftale, vi har lavet, ligger på et sølvfad til Europa-Parlamentet, der nu har chancen for at snøre sækken, så vi sammen kan tage et historisk skridt for et bæredygtigt fiskeri i Europa, siger fødevare- og fiskeriminister Mette Gjerskov i en pressemeddelelse.

En del af forslaget fra ministerrådet går på, at der skal være juridisk bindende mål for, hvor mange fisk man må hive ind, så man ikke risikerer overfiskeri. Derudover er udspillet til en ny aftale mere fleksibelt. De enkelte lande kan eksempelvis selv indgå aftaler om regionens farvande, så der kan blive lavet regler, der passer på det bestemte område.

Udspillet lægger også op til, at fiskekvoterne skal kunne hæves midt på året, hvis fiskestandene tillader det.

- Det er en reform, der er enormt vigtig for fiskeriet og fiskebestandene, og det var en mærkesag for Danmark under formandskabet, så jeg er meget glad for, at vi nu forhåbentlig snart er i land, siger Mette Gjerskov.

Formandsskabslandet Irland har meldt ud, at der senest den 1. juni skal være en ny aftale.