Få overblikket: Iltsvind flere steder i Nordjylland
Foto: TV2 Nord
Et varmt forår med stille vejr, høje temperaturer og minimalt nedbør har skabt iltsvind flere steder i Nordjylland. Få overblikket her.
Det har været et usædvanligt varmt forår, ligesom det også tegner til at blive en meget varm sommer. Det tørre vejr betyder, at ilten forsvinder fra havområderne.
Konsekvenserne viser sig hurtigt blandt dyrelivet i fjordene.
I maj måned begyndte de første tegn på iltsvind at vise sig i Mariager Fjord. Det varme og stillestående vejr fik algerne i fjorden til at ligge og gære. Få dage efter blev frygten bekræftet af Miljøstyrelsen, da vandprøver viste, at der var iltsvind i Mariager Fjord.
I juni kom så meldingerne om, at der var målt iltsvind i Limfjorden også.
Miljøstyrelsen konstaterede kraftigt iltsvind flere steder i fjorden.
- De lave områder i Limfjorden er stærkt påvirket af varmen, så vi har konstateret iltsvind i visse dele af fjorden. Nogle steder er det relativt kritisk, lød det fra Harley Bundgaard Madsen, kontorchef ved Miljøstyrelsen.
I juli nåede iltsvindet også til blandt andet Hvalpsund, Vildsund og Risgårde Bredning. Her blev der målt kraftigt iltsvind.
Professor Stiig Markager fra Aarhus Universitet besøgte Limfjorden i foråret 2018. Allerede her var han rystet over, hvad han så.
- Vi kunne stort set ikke finde tangplanter på mere end en meters dybde, og det rystede os lidt, fordi der burde være en rig tangvegetation på det sted i Løgstør Bredning, sagde han.
Det lave iltindhold gør, at vilkårene for fiskene forværres. I værste fald risikerer de at dø.
Hvad er iltsvind?
Iltsvind opstår, når kvælstof og fosfor på grund af nedbør bliver skyllet ud i havet fra landjorden. Jo mere nedbør jo større udvaskning af kvælstof og fosfor. I vandet giver stofferne næring til alger, der vokser i løbet af forår og sommer. Når algerne dør, falder de til bunds og nedbrydes under forbrug af ilt. Det betyder, at vandet ved bunden gradvist kan tømmes for ilt. Opstår der samtidig et såkaldt springlag, altså en lagdeling af vandsøjlen, hvor det lette varme vand med lav saltholdighed ved overfladen virker som et låg for det tunge kolde bundvand med høj saltholdighed, vanskeliggøres tilførslen af frisk ilt til bundvandet. lltsvind forstærkes af stigende havtemperatur, idet ilten forbruges hurtigere i varmere vand, og varmere vand ikke kan indeholde lige så meget ilt som koldere vand.
Kilde: Miljøstyrelsen