Få det nordjyske overblik: Sådan har vinden og vandet påvirket Nordjylland

Februar er den vådeste af sin slags. Det kan mærkes af både landmænd, boligejere og trafikanter.

Februar står i vejrets tegn. Måneden har været og er stadig præget af ekstremt vejr. Vind med hastighed af stormstyrke og rekordstore mængder af nedbør giver udfordringer for mange nordjyder. Særligt er det gået ud over landmænd, færgepassagerer og trafikanter på de nordjyske veje. 

Her kommer et overblik over, hvilke konsekvenser vejret har for den nordligste del af Danmark.

Den første omgang blæsevejr

Inden de store mængder vand væltede ned fra himlen, var det kraftig blæst, der spillede en hovedrolle i Nordjylland. Særligt var sommerhusejere ved Nørlev Strand bekymrede for, at havet ville æde endnu mere af kysten.

 

Sommerhusene overlevede den kraftige blæst. Men i samme omgang gik Lindholm Å over sine bredder. Åen munder ud i Limfjorden, men kunne ikke komme af med vandet hurtigt nok, og det resulterede i oversvømmelser i Nørresundby. Og hvis du er til vand i baghaven, kan du købe ”drømmegrunden” lige op ad Lindholm Å.

 

Men det blæsevejr skulle vise sig, bare at være en forsmag på en februar pakket med hård vind og højt vand. Allerede et par dage efter var vinden så kraftig, at både færgeafgange og flytrafikken i Nordjylland blev påvirket.

Direkte vejropdatering fra Hirtshals Havn

Blæsten presser vandet op

Særligt har færgetrafikken i Nordjylland været påvirket i løbet af februar. Og det er sket i en af rederiernes travleste perioder på året, hvor mange tager en færge til Norge for at holde skiferie i de norske fjelde.

I løbet af februar er over 20 færgeafgange fra nordjyske havne blevet påvirket. Primært fra Hirtshals mod Norge, men også mere lokale færge som Læsøfærgen og Hvalpsundfærgen har periodevis måtte indstille sejladsen.

Og vinden har i mange lavtliggende områder været den primære grund til, at der er kommet så voldsomme oversvømmelser. Den har skubbet så store mængder vand ind i indre farvande, at vandstanden nogle steder stod over halvanden meter højere end normalt. Et sted, der var særlig hårdt ramt, var havnen i Aalborg vest for Jernbanebroen. Billederne her er fra den 11. februar.

 

Et lyspunkt i stormvejret

Selvom vejret næsten udelukkende har været en udfordring for de mennesker, der er blevet påvirket af det, så er der som bekendt ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget.

Ved Nørre Lyngby forsøgte man for nogle år siden at bruge nedgravede pil som kystsikring. Det blev for alvor testet af de store bølger denne februar. Og de virkede lige efter hensigten ifølge talsmanden for projektet. Den alternative kystsikring var så effektive, at borgmester i Jammerbugt Kommune, Mogens Gade, nu vil bruge løsningen til at sikre kysten nær Blokhus.

 

Landmænd har store udfordringer

Men selvom der også var lyspunkter i det barske vejr, var det primært ubehagligheder, det førte med sig. Landmændene i Danmark har også været hårdt ramt af det voldsomme vejr. Flere uger med oversvømmede marker betyder, at berørte landmænd bliver nødt til at omså deres marker, med store udgifter til følge.

 

Og ikke nok med at nogle landmænds marker skal sås på ny. Mange steder i hele Danmark kæmper landmænd med at få kørt gylle ud på de marker, der stadig kan reddes. Markerne er simpelthen for våde, og derfor bliver landmændene nødt til at vente på, at tørt vejr gør markerne farbare. I mellemtiden må de finde nye steder at opbevare deres gylle, da gylletanke landet over er ved at være fulde.

Fra 1. februar er det muligt at køre gyllen ud. Men markerne er ufremkommelige for de tonstunge traktorer og gyllevogne.
Fra 1. februar er det muligt at køre gyllen ud. Men markerne er ufremkommelige for de tonstunge traktorer og gyllevogne.
Foto: Dan Hirsch Sørensen, TV MIDTVEST

Nordjyske trafikanter slap heller ikke

Og de store vandmasser skulle også vise sig, at give problemer for trafikanter på de nordjyske veje. I sidste weekend var den gal på motorvej E45 ved Vodskov. Her blokerede vandet simpelthen tilkørselsrampen i et par dage. Ligeledes var der generelle advarsler om aquaplanning på motorvejene i store dele af landet, og flere steder endte bilisterne i rabatten.

 

Hvis man stadig skulle være i tvivl om, hvor store mængder vand, der rent faktisk er kommet denne februar i Nordjylland, så bare se denne video. Den er af Ryå, som er Vendsyssels længste vandløb og lige nu også Vendsyssels bredeste. Ryå munder ud i Limfjorden, men fordi vandstanden har været så høj ved udmundingen, kan åen ikke komme af med vandet. Derfor har den bredet sig til de lavtliggende marker, den ligger op ad. 

 

Således er vi nu kommet til de sidste dage i denne ekstremt våde februar. Og selvom februar allerede har slået rekord, ser det ud til, der skal komme endnu mere vand i løbet af månedens sidste dage. 


Seneste nyt

fra Nordjylland