Få en på opleveren: E-koncert med Katinka på TV2 Nord
Foto: Musikkens Hus
Pulverkaffe, Søndermarken, Idioter. Vi er ikke kønne nok til at danse. Det er sange om hverdagens småproblemer og kærlighedsproblemer. Lyt med når sangerinden Katinka giver e-koncert i Musikkens Hus foran en tom sal - ud til alle jer i stuerne.
Savner du også at gå til koncerter, at svaje med til musikken med en kold fadøl i hånden?
Det seneste år har der ikke været meget af den slags, og det er stadig meget begrænset hvad vi har af mulighed for at nyde kulturen. Som et plaster på såret har Musikkens Hus optaget e-koncerten med Katinka, som i aften sendes på TV2 Nord klokken 20.15.
Vidste du..?
- Sangen "Luftballoner" af Katinka er temamelodien til den prisbelønnede danske serie "29".
- I 2017 vandt Katinka prisen "Årets Håb" ved prisuddelingen Steppulven. Prisen uddeles af Foreningen af Danske Musikkritikere.
- Katinka Bjerregaard og Simon Ask har også vundet en prisen "Årets komponister -pop" for albummet "Vi er ikke kønne nok til at danse".
Katinka Band, som normalt består af fire medlemmer, er i koncerten i Musikkens Hus reduceret til duoen Katinka Bjerregaard og Simon Ask.
Og ser man koncerten alene, skal man ikke være bange for, der ikke er nogen at skåle med. Både Simon og Katinka skåler med det virtuelle publikum.
Kan du ikke vente til i aften, kan du se koncerten allerede nu herunder. Husk, at du altid kan se vores programmer på tv2nord.dk/tv.