Færdselsuheld skabte kø omkring Limfjordstunnelen

To biler stødte sammen midt i tunnelen. Nordjyllands Politi forventer kø et stykke tid endnu.

En 28-årig bilist mistede mandag eftermiddag herredømmet over sin bil og stødte ind i en anden bil i det sydgående tunnelrør i Limfjordstunnelen. Ingen kom noget til ved uheldet, men trafikken har været stillestående siden.

Der er nu ryddet op efter uheldet og alle spor er igen åbne - men i skrivende stund forventer Bruno Brix, vagtchef ved Nordjyllands Politi, alligevel at der vil gå en time, før trafikken kører normalt igen.


Seneste nyt

fra Nordjylland