Færre badegæster drukner

Færre drukneulykker ved de nordjyske strande de seneste år. Antallet af druknede er på et år faldet med 12 procent, men der er stadig al mulig grund til at passe på når man bevæger sig ud.

Hvert år mister badegæster livet, og det er især Vesterhavet, der er farligt.

Det viser en rapport fra TrygFonden, og samtidig meldes for andet år i træk, at markant færre personer omkommer som følge af en drukneulykke i Danmark. 43 mennesker mistede livet i 2011, mens det i 2010 var 48.

Den positive tendens vækker glæde hos René Højer, der er områdechef for sikkerhed og ansvarlig for bade- og vandsikkerhed i TrygFonden.

- Siden 2009 har vi haft som målsætning at medvirke til at nedbringe antallet af fatale drukneulykker i Danmark med 10 procent. Da vi så rapporten sidste år med 48 druknede, var vi varsomme med at hæve armene for højt, da der kunne være tale om et enkelt udsving. Men når vi to år i træk ligger på samme niveau, tør vi godt sige, at vi på dette område er inde i en særdeles positiv udvikling, siger René Højer.

Han mener samtidig, at den fokuserede oplysningsindsats har bidraget til den positive udvikling.

- Men 43 drukneulykker i 2011 er stadig 43 mistede menneskeliv for meget, og derfor er det vigtigt, at den målrettede indsats fortsætter, siger René Højer.

Trygfondens LivredderPatrulje har netop turneret rundt langs de nordjyske kyster for at informere badegæster og demonstrere badesikkerhed.

I alt døde 1.273 personer i Danmark som følge af drukning i perioden 2001-2011.

TrygFondens 5 Nationale Baderåd

TrygFonden har sammen med Dansk Svømmeunion udviklet fem enkle baderåd, der indeholder de vigtigste ting, du skal være opmærksom på, når du færdes på stranden.

1. Lær at svømme

Når du kan svømme, kan du redde dig selv og andre fra at drukne. Vælger du at gå i vandet, selvom du ikke kan svømme, bør du finde et sted, hvor du kan bunde, og hvor vandforholdene er rolige.

2. Gå aldrig alene i vandet

Når I er flere, kan I holde øje med hinanden og reagere hurtigt, hvis noget går galt. Det giver større sikkerhed for alle. Undgå farlige lege i vandet og råb aldrig om hjælp for sjov.

3. Læs vinden og vandet

Brug dine øjne og din sunde fornuft, før du bader. Tjek vandets dybde og strømforhold og hold øje med vindens retning. Ved fralandsvind driver badedyr, gummibåde og luftmadrasser hurtigt til havs. Der er også øget risiko for brandmænd. Ved pålandsvind er der øget risiko for revlehuller med kraftig udstrømning.

4. Lær stranden at kende

En ny strand kan være fuld af overraskelser, der ikke kan ses med det blotte øje. Spørg de lokale eller en livredder om strandens særlige forhold, før du går i vandet. Passerer der en hurtigfærge, der kan give store bølger? Er stranden kendt for at være meget stejl? Er der moler eller høfder, som påvirker strømmen? I udlandet skal du også være opmærksom på undersøiske rev eller farlige dyr. Læs også altid strandens oplysningsskilte.

5. Slip ikke børnene af syne

Hold dig tæt ved badende børn, så I kan se og høre hinanden, og du kan nå at gribe ind, hvis det bliver nødvendigt. Selv større børn, der svømmer godt i en svømmehal, kommer nemt i vanskeligheder i mødet med havets strøm og bølger. Hold godt øje med børn og sørg for ikke at blive distraheret.


Seneste nyt

fra Nordjylland