Falck: - Vi tager det meget alvorligt

Brandslukningsarbejdet og beskidte brandbiler er skyld i kræft, siger nuværende og tidligere Falck-ansatte fra Aalborg.

Halvdelen af 14 nuværende og tidligere ansatte på Falck-værkstedet i Aalborg har kræft og kigger nu i retning af Falck, som de ikke mener har informeret godt nok om risikoen ved deres arbejde.

- Vi er harme på Falck. Falck har ikke taget kræftrisikoen alvorligt. Vi har ikke fået en pind at vide om overdødelighed blandt brandmænd, selvom Falck har kendt til fænomenet, siger mekaniker Ernst Florin, som lider af både prostatakræft og hudkræft, til Avisen.dk.

I 2011 bad de ansatte om at få undersøgt arbejdsforholdene i værkstedet. En undersøgelse som Arbejdsmedicinsk Klinik ved Aalborg Universitetshospital står bag.

- Af de syv medarbejdere som vi undersøgte der var der fem af dem, som havde kræft, som kunne relateres til arbejdet som mekaniker eller arbejde på autoværksted. Det handlede om strubekræft og prostatakræft, siger Signe W. Christensen, ledende overlæge ved Arbejdsmedicinsk Klinik ved Aalborg Universitetshospital.

Seks af de syv kræftramte arbejder eller har arbejdet som deltidsbrandmænd og mener jobbet med brandslukning kan være en medvirkende faktor til deres sygdom. Og den risiko kender Falck allerede.

- Jeg synes faktisk vi tager risikoen meget alvorligt. Risikoen for brandmænd og cancer arbejder vi meget med og vi indgår i et projektarbejde på landsplan, hvor de faglige organisationer og de kommunale beredskaber er med i forhold til at udrede de risici, der kan være ved at arbejde som brandmand, siger Diana Sørensen, der er regionsdirektør i Falck.

- Det er bekymrende og jeg kan da også godt tænke over, hvad vi skal gøre mere og det vil jeg da også overveje i forhold til at tage en dialog med værkstedet, siger Diana Sørensen.


Seneste nyt

fra Nordjylland