Familie klemt af regler om handicapbiler
Familien Drastrup mister til februar deres skattefri handicapbil, fordi deres 16-årige datter er anbragt på institution. Dermed kan hun ikke transporteres af familien de 100 dage om året hun er hjemme.
Aalborg Kommune har fulgt lovens bogstav og fratager familien Drastrup retten til at have en skattefri handicap bil. Det gør de fordi loven siger at familien skal have et dagligt behov for at opnå de gunstige vilkår.
- Det er ufleksibelt, siger Mogens Drastrup.
Det behov har familien nemlig ikke, men den har stadig behov for transport fra deres gård i Bislev ved Nibe, når Katrine er hjemme i weekender og ferier.
- Jeg vil have det rigtig træls med at jeg ikke kan komme rundt, når jeg endelig er hjemme os mine forældre, siger Katrine Drastrup.
Det er formuleringen med det daglige transportbehov, der forhindrer familien i at beholde de gule plader på bilen. En formulering, som danske handicaporganisationer vil have ændret.
- Det er juridisk flueknepperi, der rammer skævt og betyder meget for de familier det drejer sig om, siger Stig Langvad, formand for danske handicaporganisationer.
En lovændring har været på trapperne i årevis. Det sidste år har en embedsmandsgruppe med folk fra velfærds-, skatte-, og finansministeriet arbejdet på lovændringen. Et lovforsalg der bliver fremlagt for folketinget i løbet af foråret.
For familien Drastrup er det for sent, med mindre kommunen ændrer holdning inden februar, så skal den finde 125.000 kroner til at få lovliggjort bilen.
- Jeg kan simpelthen ikke forstå, at vi ikke bare kan fortsætte som hidtil. Bilen er jo vores, og det koster ikke kommunen noget at give os den tilladelse, siger Mogens Drastrup.