Familie leder intenst efter Lars
Den 28-årige Lars Svendsen har været væk siden natten til lørdag, i dag ledte venner efter ham
Den 28-årige Lars Svendsen er efterlyst. Nordjyllands Politi frygter, det er ham, der hoppede i Limfjorden. OPDATERET
Den 28 årige Lars Svendsen fra Aalborg Øst er sidst set fredag aften ved 23-tiden. Her havde han set fodbold med et par venner, men var gået for at nå en bus.
- Vi frygter, at der er en sammenhæng mellem Lars Svendsen og den hændelse, hvor flere har set en mand hoppe eller falde i Limfjorden, siger vagtchef Poul Badsberg.
Familie og pårørende har været ude og lede efter ham, blandt andet ved Limfjorden. Men indtil videre uden succes.
Manden var dog i god behold klokken kvart i midnat, hvor han loggede ind via Facebook på det "endnu mere hemmelige sted" et sted i Aalborg centrum. Det sted kan sagtens have været No. 16 i Jomfru Ane Gade. Her blev han nemlig set omkring klokken 1 natten til lørdag.
Derfor håber Nordjyllands Politi, at nogen har set manden.
Han beskrives som 175 centimeter høj med kort, sort hår og brune øjne. Han var fredag aften i en sort jakke af mærket Peak Performance.
Oplysninger til Nordjyllands Politi på telefon 1-1-4.