Familie på sygehuset efter brand

Ville redde kat fra brand i Sejlflod, og måtte på sygehuset til observation for røgforgiftning.

En familie bestående af en mor, en far og en dreng på 16 år, måtte søndag aften køres på sygehuset til observation for røgforgiftning efter en brand i deres hjem på Søndre Bygade i Sejlflod, der ligger ved Storvorde.

Branden opstod omkring kl. 18.50 søndag aften, hvor familien ikke var hjemme. Det var formentligt en kortslutning i deres vaskemaskine, der var årsag til branden.

Da familien kom hjem og opdagede røgen fra huset, skyndte de sig ind i huset for at redde deres kat ud. Katten var dog omkommet af røgen, og da familien ledte efter den, fik de også indåndet noget røg. Derfor måtte de køres til observation for røgforgiftning.

Familiens hus fik røg - og sodskader.


Seneste nyt

fra Nordjylland