Fanger mangler arbejde
De indsatte på Kragskovhede Statsfængsel har ifølge Kriminalforsorgen pligt til at arbejde. Men fængslet får ikke ordre nok, og omkring 35 procent af alle fanger går derfor rundt uden arbejde, hvilket kan skade deres fremtid.
Kragskovhede Statsfængsel kan ikke skaffe arbejde nok til deres indsatte. Og det går ud over deres trivsel og kan i værste fald ødelægge deres fremtid.
210 sidder pt. inde på Kragskovhede Statsfængsel. Og de har alle krav til enten at arbejde eller studere under deres fængselsophold, så de nemmere kan integreres i samfundet, når deres straf er afsonet. Men det krav kan fænglset ikke leve op til for tiden. Faktisk er kun 65 procent af de indsatte i arbejde eller under uddannelse.
- Jeg tænker nok, at vi kunne gøre mere, men vi har simpelthen ikke ressourcerne. Vi vil hellere bruge vores tid på de indsatte end på at skaffe mere arbejde, siger værkfører Charlotte Hansen til TV2/Nord.
En af dem, der har et arbejde, er Kresten. Han sørger for, at besøgslokalerne er rene.
- Det giver min tilværelse mening. Besøgslokalerne er vores ansigt udadtil og derfor er det vigtigt, at de er rene. Så mit arbejde betyder rigtig meget for mig, siger Kresten til TV2/Nord.
Også en anonym person på 24 år er lykkelig for sit arbejde. Han er alt-mulig-mand og har siddet ind i flere år. Hans værkfører er yderst glad for hans bidrag, og håber, at det kan hjælpe manden ud af kriminaliteten.
- Han har aldrig haft et arbejde, så han skaffede sig penge på lidt andre metoder. Men det håber jeg, at vi kan gøre noget ved herinde, så han kan få en fremtid, siger værkføreren til TV2/Nord.
Fængslet er opmærksom på vigtigheden af, at de indsatte arbejder.
- Der skal være en overgang fra fængsel til virkeligheden, så de ikke ender i samme situation igen, siger Charlotte Hansen.
Både de indsatte og fængslet selv er altså enige om, at det er yderst vigtigt, at de indsatte har et arbejde. For ellers kommer de aldrig ud af den negative cyklus. Men på grund af finanskrisen og den billigere arbejdskraft i Asien, kan fængslet ikke få solgt deres produkter.