Fanget på fersk gerning: Politiet anholder tyve midt i indbrud
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Et par tyve blev under et indbrud overrasket af politiet.
Politiet nåede lidt over mandag middag at komme et par tyve i forkøbet ved en ejendom på Skivumvej uden for Aars.
Politiet fik et opkald klokken 12.32 fra en person, der kunne fortælle, at der var et tyveri i gang ved ejendommen. Herefter gik der ni minutter, før politiet nåede frem og kunne anholde de to mænd, som var brudt ind i lejligheden.
I minutterne inden anholdelserne havde politiet været i telefonisk kontakt med personen, som havde anmeldt indbruddet, så personen på den måde kunne holde politiet underrettet om tyvenes færden, indtil politiet var fremme ved ejendommen.
- Det sker somme tider, at vi når at fange tyvene, før de er væk. Ikke så tit, men det er godt, når det sker, siger vagtchef ved Nordjyllands Politi, Mogens Hougesen.
Poltiet satte efter anholdelserne hunde ud i området for at søge efter flere, der muligvis har deltaget i tyveriet.