Fantastisk come back af AaB

AaB lavede en såkaldt Liverpool, da holdet slog Lyngby på Aalborg Stadion. AaB var nemlig ligesom Liverpool i Champions League finalen bagud med 3-0 og vandt alligevel.

Bundholdet Lyngby var på sporet af den helt store overraskelse, ligesom AaB var torsdag mod Tottenham. Men også ligesom i torsdags, så udeblev overraskelsen.

Lyngby førte med 3-0, men bundholdet måtte alligevel forlade Aalborg uden point. Aab vendte nemlig kampen på sølle 17 minutter.

Andreas Johansson fik reduceret til 3-1 i 1. halvlegs sidste minut, og i 2. halvlegs første 16 minutter blev Lyngby knock outet. Thomas Enevoldsen scorede til 2-3, og herefter var det Curth show. Angriberen både udlignede til 3-3 og sikrede AaB sejren med scoring til 4-3. Rade Prica slog sejren fast med mål til 5-3 12 minutter før tid.

AaB holder vinterpause på førstepladsen, og holdet ligner eneste reelle trussel til FCK.