Far efter dom over Kriminalforsorgen: - Nu kan jeg få fred

Faren til den 21-årige mand, der i 2012 begik selvmord i arresten i Aalborg, er glad for, at Kriminalforsorgen er blevet dømt skyldig for at have hans søn en nedværdigende behandling.

En ung mand i arresten i Aalborg blev udsat for en behandling, som krænker Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Det slog Københavns Byret onsdag fast i sagen om den unge mand, der endte med at begå selvmord i arresten i foråret 2012.

Begrundelsen var, at den 21-årige mand var fastspændt i alt for lang tid, og at det var så groft, at han blev udsat for nedværdigende og umenneskelig behandling.

I første omgang konkluderede politiet ellers efter en undersøgelse, at der ikke var grundlag for at rejse sag mod nogen for lovovertrædelser.

Men siden da har sønnens far, Jim Karlsen, påstået, at Kriminalforsorgen svigtede sine forpligteler. Derfor lagde han sag an, og han er lykkelig over onsdagens udfald i Københavns byret.

- Jeg ser det som en sejr. Nu kan jeg få fred efter tre et halvt års kamp med blod, sved, tårer og søvnløse nætter, siger Jim Karlsen til tv2nord.dk.

- Det var vigtigst for mig at få placeret ansvaret, og det er en lille sejr. Men jeg forventer, der kommer et efterspil, og at Kriminalforsorgen formentlig anker sagen, siger Jim Karlsen.

Jim Karlsen havde ønsket, at retten dømte Kriminalforsorgen skyldig for at have berøvet hans ret til livet. Dette ville kun én dommer dog anerkende.


Seneste nyt

fra Nordjylland