Far: - Jeg føler mig 50 kilo lettere
Foto: Iben Hedemann
- Det var svært ikke at begynde at græde, da jeg så min datter igen. Jeg tror aldrig, jeg har været så lettet, fortæller faren til 4-årige Nadia, Tommy Rasmussen.
Faderen til et af de børn, der forsvandt ved Thorup Strand i går, er en lettet mand.
Der gik sikkert et chok igennem mange forældre i går, da to 4-årige børn forsvandt i et skovområde ved Thorup Strand under en udflugt med deres børnehave. Børnene blev dog fundet i god behold efter at have været forsvundet i flere timer.
- Det var helt vildt stort. Det var svært ikke at begynde at græde, da jeg så min datter igen. Jeg tror aldrig, jeg har været så lettet, fortæller faren til 4-årige Nadia, Tommy Rasmussen.
Faren fik beskeden om sin datters forsvinden på arbejde og kørte straks til Thorup Strand for at lede efter hende, men det fik han ikke lov til.
- Politiet var i gang med at lede, da jeg kom derud, og jeg fik ikke lov til at gå ind i skovområdet. Det var enormt hårdt at stå og se til uden at kunne gøre noget, lyder det fra faren.
Tidligt på aftenen blev begge børn heldigvis fundet igen, og 4-årige Nadia blev genforenet med sin familie.
- Jeg har bare siddet og kigget på min datter trække vejret hele natten - det har været fantastisk, siger Tommy Rasmussen.
Se hele historien 19:30