Far mishandlede sine fem børn

Retten i Hjørring skal næste uge tage stilling til grov sag om mishandling.

Trusler på livet, slag med kølle og vandslange, lussinger og anden grov vold er blandt de anklager en nordjysk far vil stå overfor ved Retten i Hjørring fredag i næste uge.

Det er en af mandens døtre, der har anmeldt sin far, men hun har nu trukket anmeldelsen tilbage. Indtil onsdag havde manden siddet varetægtfængslet siden 30. marts.

- Men vi har fået hende afhørt indenretligt, som man kalder det, foran en dommer, og denne afhøring vil tælle som bevis i retten, siger anklager i sagen Torben Kauffmann.

Retten skal afsige dom i sagen, der omhandler mange tilfælde af vold mod mandens i alt fem børn.

Ifølge anklageskriftet har manden omkring jul 2009 slået sin dengang 9-årige datter flere gange, og truet hende på livet. Han beordrende hende til at tage afsked med sin familie og sætte sig i husets badekar, hvor han truede med at ville skære halsen over på hende. Alt dette fordi datteren havde en drengeven.

Han er derudover tiltalt for næsten daglig vold mod sine fem børn i perioden marts 2010 til marts 2013. Slag, spark og vold med en kølle og en vandslange, der blev brugt til at slå børnene var altså næsten daglig kost for de fem børn, der er mellem 9 og 18 år gamle. En af mandens døtre skulle ifølge anklageskriftet være blevet udsat for slag med en vandslange i to timer, indtil hun blødte og næsten ikke kunne gå.

Den ældste datter, der er født i 1995 blev ifølge anklageskriftet overfaldet af sin far i marts 2013. Hun havde taget cigaretter, og det slog faderen hende med en kølle og en træliste for. Senere hentede faderen en kniv og bad sin datter dræbe sig selv.


Seneste nyt

fra Nordjylland