- Far vil slå mig ihjel
Foto: Ib William Christensen
Sådan lød det, da den ældste datter i den såkaldte Serritslevsag ringede til sin mor i februar 2010. Det fortalte hendes biologiske mor i retten i Hjørring i dag.
Indtil da havde moderen ingen kontakt haft til sin ældste datter, siden hun flyttede ind hos sin far og stedmor i 2007. Hun kunne ikke komme i kontakt med hende, hverken på datterens mobil eller via faderen. Hun modtog på et tidspunkt en besked via websiden MySpace, hvor hun også flere gange forsøgte at kontakte datteren.
Dog havde hun svært ved at svare på, hvorfor hun ikke gjorde mere for at tage kontakt til sin datter i perioden. Spørgsmålet blev berørt af både anklager og forsvarer, men hver gang blev spørgsmålet besvaret tøvende.
- På daværende tidspunkt vidste jeg ikke helt, hvad jeg kunne tillade og ikke tillade mig (?) Jeg fik at vide på kommunen, at hun nok skulle kontakte mig, når det var nødvendigt, lød moderens forklaring.
Men i februar 2010 ringede datteren pludselig. Hendes første sætning i telefonen var:
- Far vil slå mig ihjel.
Moderen forklarede i retten i dag, hvordan hun oplevede mødet med sin ældste datter, efter hun var flygtet fra familiens hjem i Serritslev.
- Hun så forfærdelig ud. Hun havde svært ved at holde balancen. Hun lugtede selvom hun havde været i bad aftenen før. Jeg fik lov til at se hendes fødder, som var helt sorte. Og hun var helt blå på ryggen, fortalte moderen i retten i dag.
Moderen fortalte desuden, at hendes datter ikke virkede en dag ældre end da hun var blevet sendt af sted for at bo hos sin far og stedmor tre år tidligere.