Farvel til Folketinget: Søren Gade stiller op til Europa-Parlamentet
Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix
Søren Gade genopstiller ikke til næste folketingsvalg. I stedet stiller han op til Europa-Parlamentet for Venstre i Region Nordjylland.
Venstres gruppeformand, Søren Gade, er færdig på Christiansborg efter næste valg. Han vil i stedet jagte en plads i Europa-Parlamentet.
Det meddeler Venstre i Region Nordjylland mandag i en pressemeddelelse. De har nemlig fået Søren Gade til at stille op som Venstres kandidat i Region Nordjylland til EP-valget i 2019.
- Vi har i længere tid søgt efter en erfaren kandidat til repræsentere Venstre i Nordjylland i EU. I den forbindelse rettede vi henvendelse til Søren Gade og forelagde muligheden for et kandidatur til Europa-Parlamentsvalget i 2019. Efter en del betænkningstid valgte Søren Gade at sige ja. Det er vi utroligt glade for, da det betyder, at vi kan få en kandidat med solid erfaring i politik, såfremt han bliver valgt på vores opstillingsmøde, siger Dennis Vestergaard, formand for Venstres Europaudvalg i Nordjylland.
- Vemodigt at sige farvel
Søren Gade, der er valgt for Venstre i Nordjyllands Storkreds, har en politisk fortid som forsvarsminister fra 2004 til 2010, og han har siden Folketingsvalget i 2015 bestredet posten som gruppeformand for Venstres folketingsgruppe.
Han er også blevet nævnt som en af arvtagerne efter Lars Løkke Rasmussen, når han på et tidspunkt bestemmer sig for at forlade posten som formand for Venstre. Ved folketingsvalget i 2015 scorede Søren Gade 28.916 personlige stemmer i Nordjylland - femteflest af alle kandidater i hele Danmark.
Derfor var det også forventningen hos Svend Erik Jensen, formand for Aalborgs Venstrekredse, at Søren Gade ville få en ministerpost. Men sådan skulle det altså ikke gå.
Søren Gade fortsætter som medlem af Folketinget, indtil det kommende folketingsvalg udskrives.
- Jeg er meget beæret over den tillid, som Venstre i Nordjylland har vist mig. Jeg håber, at jeg kan blive en del af den danske Europa-debat på en anden platform end den, jeg er vant til, også selvom det bliver vemodigt måske at skulle sige farvel til alle mine gode kollegaer på Christiansborg, siger Søren Gade.
Vil genskabe tillid
Med Søren Gade som eventuel EP-kandidat vil Venstres position i EU-politikken blive styrket de kommende år, selvom der venter et stort arbejde forude med at få genskabt tilliden til EU-systemet.
- Jeg ved, at der venter en kæmpe opgave med at genskabe tilliden til det europæiske projekt. En opgave som jeg er villig til at påtage mig, hvis jeg bliver valgt som kandidat for Nordjylland. For det er netop, når krisen kradser, at der er allermest brug for et stærkt og stabilt EU, der er til gavn for alle europæere, siger Søren Gade.
Europa-Parlamentsvalget afholdes i juni 2019 og det næste folketingsvalg skal afholdes senest den 17. juni 2019.