Fattige børn på ferie i Pandrup
Det er langt fra alle danskere, der har råd til at tage på ferie. Dansk Folkehjælp hjælper nu flere af dem afsted.
Dansk Folkehjælp sender i disse uger de første af 2.800 socialt udsatte børn og familier på gratis ferie over hele landet.
Ferierne afvikles netop, hvor nye analyser fra AE-Rådet angiver, at et stadigt stigende antal danske familier lever i relativ fattigdom, som blandt andet afskærer mange fra at holde ferie.
- Som en konsekvens af sidste års markante stigning i antallet af ansøgere til ferierne har vi løbende forsøgt at udvide vores kapacitet på dette område betragteligt. Det viser sig nu, at langt flere socialt udsatte familier, end vi havde forventet, ikke har råd til at holde sommerferie. En situation der især går ud over børnene, som må blive hjemme, mens deres klassekammerater og venner tager på ferie med deres familier. Alene i år har Dansk Folkehjælp øget antallet af ferier for udsatte og fattige børn fra 6 ferier i fjor, til 13 ferier i 2011, siger Klaus Nørlem, generalsekretær i Dansk Folkehjælp.
I denne uge afholdes der ferielejr i Rødhus Klit, Pandrup, hvor enlige forsørgere fra Horsens deltager.
På baggrund af det ekstraordinært høje antal ansøgere til Feriehjælp har Dansk Folkehjælp i samarbejde med Ekstra Bladet igangsat en indsamling. Midlerne fra indsamlingen går til at yde Feriehjælp til socialt udsatte i efteråret 2011 og 2012.