FC Hjørring må undvære Butcher
Foto: Ib William Christensen (Arkiv)
FC Hjørring, der her spiller mod Blokhus, må undvære Calum Butcher i starten af forårssæsonen.
Den engelske forsvarsspiller, Calum Butcher, har endnu ikke genoptaget træningen efter en operation i efteråret.
FC Hjørring får ikke den 21-årige engelske forsvarskrumtap Calum Butcher med i forårssæsonens første kampe i 1. division, og tidspunktet for hans tilbagevenden til banen for vendelboerne er fortsat højst usikker. Det skriver nordjyske.dk.
- Calum Butcher har slet ikke trænet med endnu i år efter at han i efteråret blev opereret på grund af en skade i skulderen og ryggen, men der er håb om, at han i løbet af otte-ti dage kan begynde at træne med, siger FC Hjørrings sportschef Jacob Krüger.
- I det hele taget har vi haft mange spillere udenfor med skader her i opstartsfasen, og selv om det begynder at lysne, må vi stadig se bort fra Dennis Ramonn, Søren Philipp og Lasse Strandberg i onsdagens testkamp mod Hobro IK, siger FC Hjørrings sportschef Jacob Krüger til nordjyske.dk.
Lørdag har FC Hjørring endnu en testkamp mod Blokhus FC, og her forventer sportschefen, at trioen får lidt spilletid, så de kan indgå i en bred trup for vendelboerne i forårspremieren ude mod Fredericia.