LIGE NU:

Fejl i rutsjebane måtte ikke filmes

Gæsterne i Tivoli Karolinelund blev i weekenden bedt om at slukke videokameraerne, mens rutsjebane sad fast.

"Jeg vil godt bede dig om at lade være med at filme." Det var de ord, Jette Kristensen fra Hillerød i lørdags fik af Tivolis personale, da hun ville forevige sin mand, der på det tidspunkt sad fast i Tivoli Karolinelunds forlystelse Boomerangen. Det fortæller P4 Nordjylland.

Vogntoget i rutsjebanen satte sig fast under en tur, så gæsterne måtte sidde i rutsjebanen til de blev hjulpet af personalet. Mens dette stod på fik Jette Kristensen beskeden om at slukke for videokameraet.

Adlød ordren
Jette Christensen slukkede videokameraet, som hun blev bedt om, men er noget uforstående over for forbuddet.

- Selvfølgelig må jeg filme. At deres forlystelse går i stykker kan jeg jo hverken gøre fra eller til, siger hun.

Fejltagelse under pres
Tivoli Karolinelund har efterfølgende indrømmet, at filmforbuddet var en fejl, men nerverne sidder udenpå tøjet i forlystelsesverdenen efter fredagens voldsomme ulykke i Tivoli Friheden i Århus, hvor fire mennesker blev kvæstet af rutsjebanen "Cobraen".

Lørdag sagde Fårup Sommerland-direktør, Søren Kragelund, der også er formand for Danske Forlystelsesparker, at sikkerheden er i højsædet i branchen.
»Tænk bare på, at 800.000 mennesker hver sæson får sig en tur alene i vores rutsjebane Falken. Vi har kun én interesse, og det er at give vores kunder et sikkert gys. Men ulykken i Århus kommer uden tvivl til at smitte af på alle danske forlystelsesparker. Det var det værste, der kunne ske, siger han i Berlingske Tidende