Fejlskud af Jan Larsen
Foto: Thomas Gaardsmand / TV2 Nord
Aalborg Haandbolds direktør udsat for hård kritik efter overraskende trænerafsked.
Det kom som et chok for alle, da Aalborg Haandbold søndag middag meddelte, at Jakob Vestergaard ikke længere står i spidsen for klubbens herrehold. Også håndboldekspert Bent Nyegaard.
- Det kom meget bag på mig, ikke mindst fordi han kun fik fem sæsonkampe til at vise, hvad han kunne som træner. Pilen peger kun i en retning, hvis du spørger mig, og det er mod Jan Larsen. Det er et kæmpe fejlskud af ham, siger Bent Nyegaard til TV2/Nord.
Da TV2/Nord i dag gæstede Jakob Vestergaard i hans hjem tæt på Viborg var der heller ikke den store forståelse for, at han i dag står uden arbejde.
- Det kom som et kæmpechok, og jeg havde godt nok regnet med at få længere snor en jeg fik. Lige nu er det sådan et kæmpekrater, som jeg tror det kommer til at tage noget tid at komme op af, men det har jeg selvfølgelig også tid til nu, siger han til TV2/Nord.
Hos manden der stod bag beslutningen, direktør Jan Larsen, var det også tid til selvransagelse dagen derpå.
- Det er en klar fejl fra min side, og den tager jeg naturligvis på min kappe. Men når det er sagt, så mener jeg det var bedre at tage beslutningen nu, og ikke vente på at se om det blev bedre om 10 kampe. Jeg mener fortsat jeg er den rigtige til at stå i spidsen for klubben, jeg har jo trods alt været i gamet i nogle år, siger Jan Larsen til TV2/Nord.
Indtil en afløser er fundet, så er det den tidligere træner Per Jessen der styrer tropperne i Aalborg Haandbold. Ingen af parterne ønskede i dag at kommentere på den konkrete årsag til skilsmissen.