Fest og gaver uden gud
Foto: Joakim Brader
En stor gruppe nordjyske unge vil ikke konfirmeres. For nogen af dem var der i dag borgerlig nonfirmation på det gamle rådhus i Aalborg.
13-årige Valdemar Hermansen kommer med vådt hår direkte fra en håndboldkamp. Han har hverken slips eller butterfly på. En tur på rådhuset er så højtidligt som det bliver for ham.
- Det er en lidt underlig følelse. Altså jeg er jo ikke kristen, så jeg har valgt at blive nonfirmeret, forklarer Valdemar Hermansen, der bor med sine forældre i Aalborg.
En konfirmationen bekræfter dåben mens en nonfirmation markerer overgangen fra barn til ungt menneske. Omkring 20 procent af de nordjyske unge vælger at lade være med at blive konfirmeret i kirken. På rådhuset kan de i stedet opleve en borgerlig højtidlighed med taler, sange og lidt snacks.
- Der er bare nogle unge, der ikke ønsker at blive konfirmeret eller bekræfte deres dåb. Vi synes det er lige så vigtigt at de også får en mulighed for at markere at de forlader barndommen, siger Helle Christensen, der er arrangør og formand for DIU Leg og Virke.
Det kan være svært som teenager at vælge noget andet end flertallet. Valdemars forældre bakker op sønnens beslutning.
- Jeg synes det er et modigt og en dejligt valg, han har truffet. Han har gjort det, som han synes var rigtigt for ham, siger Anja Hermansen, der er mor til Valdemar.
DUI Leg og Virke har siden 1994 hvert år holdt nonfirmation for nordjyske unge.