Festival-leverandør om ny hjælpepakke: Den flytter ikke noget for os
Foto: Mette Nielsen / TV2 Nord
Regeringen og Folketingets partier har tirsdag præsenteret en ny hjælpepakke til særligt sæsonafhængige selvstændige og kunstnere, men pakken hjælper ikke meget, lyder det fra festivalleverandør.
Erhvervsminister Simon Kollerup (S) har tirsdag med et bredt flertal bag sig kunne præsentere en ny hjælpepakke til den gruppe selvstændige, kunstnere, teknikere og leverandører af eksempelvis lydanlæg eller telte, der er særligt hårdt ramt af tab i omsætningen på grund af aflyste sommerarrangementer.
Men efterspørger man en reaktion på aftalen hos den nordjyske udlejningsvirksomhed Profox i Svenstrup, så er holdningen, at hjælpepakken forslår som en skrædder i helvede.
- Den flytter ikke noget for os. Jeg ser den som skabt til musikerne og enkeltstående individer, siger Mikkel Rodkjær, direktør i Profox.
Nedgang på 90 procent
Med den nye hjælpepakke vil partierne bag forsøge at give de sæsonafhængige virksomheder en ekstra hånd. Blandt andet hæves det månedlige lønkompensationsbeløb fra 30.000 kroner til 37.000 kroner. Den nye aftale løber frem til 31. august.
Hos Profox har man allerede sendt nogle medarbejdere hjem på lønkompensation, men ifølge direktør Mikkel Rodkjær hjælper det ikke virksomheden, at man nu kan få 7.000 kroner ekstra per måned til medarbejderne.
- Vores arrangementer er jo stadig aflyste, og det er her vi tjener vores penge, så vi kan aflønne vores medarbejdere resten af året, hvor aktiviteten hos os ikke er så høj som om sommeren. Vi er en bjørn, der spiser meget om sommeren og går i dvale om vinteren. Den her hjælpepakke hjælper os ikke efter 31. august, fordi vi ikke har haft sommerens arrangementer til at polstre os, siger Mikkel Rodkjær fra Profox.
Hjælper måske musikere og selvstændige
Aftalen indebærer også en ny pulje på 70 millioner kroner, som selvstændige og kunstnere kan søge hjælp fra, hvis de har haft produktionsomkostninger inden coronakrisen, som de forventede at realisere gennem omsætning i løbet af sommeren.
Det er imidlertid ikke penge, som tilfalder udlejningsvirksomhederne, siger direktøren fra Profox.
- Det vil måske hjælpe eksempelvis Rasmus Seebach eller en anden kunstner, hvis de eksempelvis havde fået produceret nogle bannere til scenen eller andet, som skulle bruges under sommerens koncerter. Men det hjælper ikke os, siger han.
Profox har på grund af coronakrisen haft en omsætningsnedgang på 90 procent på deres udlejning til koncerter og andre arrangementer. Men fordi virksomheden også lever af salg af skærme og andet til konferencelokaler eksempelvis, kan virksomheden nøjes med at se en samlet omsætningsnedgang på 60 procent.
- Vores største arrangement denne sommer vil være det mindste arrangement på en normal sommer på grund af forsamlingsforbuddet. Det siger det hele.
- Det kan lyde utaknemmeligt, men det er ikke det, jeg mener. Pakken er lavet til freelancere. Det er da fint at få noget ekstra i de tre måneder, men det redder os ikke efter 31. august. Så det er ikke bestået i min verden, siger Mikkel Rodkjær.