FIFA laver TV-program om Hobro
Foto: Ib William Christensen (Arkiv)
Præstationerne i Hobro IK vækker opsigt internationalt, således også i det internationale fodboldforbund FIFA.
FIFA vil besøge Hobro IK i nærmeste fremtid for at lave et indslag om klubben til sit ugentlige verdensomspændende TV-program Futbol Mundial. Det sker formentlig i forbindelse med hjemmekampen mod Esbjerg fredag den 20. september, hvor et TV-hold kommer flyvende ind fra London.
FIFA Futbol Mundial er et 26 minutter langt program, der bredt illustrerer fodbolden fra top til bund. Det vises i 140 lande på alle kontinenter - i Danmark er det på TV3 Sport - og har ofte et samlet seertal på 300 millioner.
Ifølge den tidligere UEFA-pressechef Frits Ahlstrøm er Hobro IK interessant for FIFA, fordi klubben præsterer godt på trods af omstændighederne.
- Eftersom klubben er et - måske enestående - eksempel på, at det er muligt at spille sig til tops i en national professionel liga med et hold bestående af såkaldte fyraftens-professionelle. At klubben desuden er hjemmehørende i en by med omkring kun 11.500 indbyggere giver historien om den et eventyragtigt skær, siger han til TV3 Sport.dk