Fight Night uden publikums-magnet
For sjette gang har den tyske boksepromotor Sauerland lagt et boksestævne på Frederikshavnsk grund.
Den norske bokseverdensmester Cecilia Brækhus er skadet, og det ser ud til at påvirke billetsalget til lørdagens Nordic Fight Night i Arena Nord.
Lørdag holder tyske Team Sauerland for sjette gang boksefest i Frederikshavn, når Nordic Fight Night-stævnet løber af stablen.
Traditionelt tiltrækker stævnet masser af norske boksefans, og den flerdobbelte verdensmester Cecilia Brækhus har flere gange været det helt store trækplaster. "The First Lady" som nordmanden kalder sig er imidlertid skadet, og det kan godt ses på billetsalget.
- Vi regner med, at der kommer lige knap 1000 tilskuere lørdag. Normalt ligger vi mellem 1300 og 1400, så det er ok. De lokale har været gode til at bakke op, siger direktør i Arena Nord, Per Malmberg.
Lørdagens hovedkamp er danske Micki Nielsens titelkamp, og flere danske boksere er på programmet. Der er også fire norske navne, og Teamk Sauerland har erfaring for, at de nok skal tage en god portion fans med sig, selv om det ikke helt når Brækhus-niveau.
- Cecilia er jo verdens bedste kvindelige bokser. Uanset hvor hun bokser, har hun hundredevis eller tusindvis af fans med sig. Men de fire norske boksere, vi har på programmet, er nogle af de største norske talenter, og de har også mange fans med sig, siger Ed Roff, som er presseansvarlig hos Team Sauerland.
Et af byens hoteller mærker altid til det store bokserykind. På Hotel Jutlandia har de gennem alle årene haft hele Sauerland-cirkusset boende, og mange af de norske fans indlogerer sig også her. Denne weekend bliver der fuldt booket på hotellet, men de kan godt mærke, at der mangler et par Brækhus-fans.
- Vi plejer normalt at have folk på venteliste, men det har vi så ikke denne gang, fortæller direktør Camilla Frost, som dog ikke har meget at klage over.
- Vi har glædet os. Det er altid rart at have Sauerland boende, og vi har heldigvis også mange nordmændnordmænd. Det havde vi jo ikke haft, hvis der ikke havde været boksning i Frederikshavn, siger hun.