Fik stjålet nytårsmad til 200
Foto: Thomas Gaardsmand / TV2 Nord
Kun kransekage og dessert var tilbage, efter at indbrudstyve havde besøgt Brasserie og Restaurant No. 76 og stjålet nytårsmenuen.
Brasserie og Restaurant No. 76 i Aalborg fik travlt med at lave alternative menuer efter et indbrud.
Det var et chok af de store, som personalet på Brasserie og Restaurant No. 76 på Vesterbro i Aalborg mødte ind til nytårsaftensdag.
Restauranten havde forberedt nytårsmenu til 200 personer, men efter et indbrud natten til onsdag var al maden væk.
- Det er en katastrofe. Ikke mindst for de mange kunder, der skulle komme i dag og hente menuerne, siger indehaver af restauranten, Pia Jensen.
Hun troede først, at det var en dårlig spøg, da hendes personale ringede og fortalte hende den dårlige nyhed, men da hun blev klar over, at det var den grumme sandhed, fik hun travlt.
- Vi har været i gang med at ringe rundt til alle vores kunder og fortælle dem, hvad der er sket, og så er vi ved at lave en nødløsning, så folk kan få en alternativ menu til en billigere pris, fortæller Pia Jensen.
Hun fortæller, at kunderne har taget det pænt og været forstående, men hun er selvsagt meget ærgerlig over situationen.
- Jeg håber bare ikke, at folk for ødelagt deres aften på grund af det her, siger hun.
Desserter, kransekager og sauce stod ikke samme sted som resten af maden, så den del af menuen er reddet, mens der blev pakket kød og kartofler, som kunderne selv skal tilberede lidt mere end i den oprindelige forberedte menu.